For noget tid siden faldt jeg over en smuk perlehalskæde fra Chanel. Det gav sig selv, det var noget man kun kunne drømme om…..
Den rigtige Chanel choker på skuespiller Lupita Nyong’o.
For en måneds tid siden fandt min søster en fin efterligning på Zaras hjemmeside, men den var naturligvis udsolgt. Vi blev enige om at holde øje med den, og efter et par forsøg lykkedes det min søster at bestille 2! Og 2 minutter efter var de udsolgt igen.
Nu er de kommet, Majbrit har været forbi med min, og den er bare fin!
Måske den kunne bruges på min bryllupsdag til denne kjole, som jeg havde på dagen efter vores bryllup, selvfølgelig med Chanel-lookalike sko.
Ude på Dannys og min altan står et oliventræ. Vi købte det sidste forår og det var perfekt til vores altan. Det har altid stået lidt skævt i jorden, men det stod flot med dets runde krone blandt tomater, purløg og blomster sommeren over.
Vi fik at vide af kloge havefolk, at vores oliventræ ikke ville overleve en dansk vinter udenfor. Alligevel lod vi det stå på altanen.
Det blev hurtigt en hård omgang for vores oliventræ. Flere gange væltede det under kraftig blæst i løbet af efteråret. Vi rejste det op, men hurtigt væltede det omkuld igen i regn og rusk.
December måned kom, og selvom træet måske ikke ville overleve vinteren, så skulle facaden om det flotte oliventræ opretholdes i julemåneden. Der kom en lyskæde på oliventræet, og i decembermørket kunne man kun se det smukke lys og ikke selve træet.
Da det nye år kom måtte der gøres noget, hvis vi skulle have glæde af oliventræet når sommeren kom. Måske man kunne holde øje med vejret og forudse hvornår man skulle lægge træet ned på forhånd? Måske var der håb, hvis vi tog regnen og blæsevejret i opløbet og var opmærksomme? Når der var optræk til uvejr, blev oliventræet lagt ned stille og roligt på altanen, og så kunne det blæse så meget det ville. Det havde ingen betydning for oliventræet.
Vinteren gik, nu er det forår, og vores oliventræ står flot, stadig skævt i jorden, men sådan skal det bare stå. Det skal nok blive en god sommer for os og oliventræet.
På Twitter følger jeg sproget.dk, hvor der hver dag kommer et tweet angående hvordan man staver et bestemt ord, og der er så altid to svarmuligheder. Senere på dagen får man svaret, og det er lige noget for en sprognørd som mig. Samtidig skal man helst undgå at stave forkert i mit arbejde som lægesekretær, så det er godt at få nogle fifs. Sproget.dk er en god side, hvis man som mig er sprognørd og interesserer sig for sprog og skrift. Bl.a. har de en side med “smuttere”, dvs. talemåder som på en eller anden måde er kommet til at lyde anderledes, måske især hos unge mennesker. Gæt selv hvordan de rigtig skal lyde:
Det var lige på et hentehår (den er sgu sjov).
Han lovede mig gule og grønne skove (hellere en efterårsskov end guld).
Han måtte gå for luderkoldt vand (hvem ved også hvad lud er nu om dage, alle ved hvor koldt luderkoldt er).
Ingen svinggerninger (kom lige hjem fra skole istedet for at dreje rundt).
Man opfordres også til selv at komme med smuttere man enten selv har sagt eller hørt. Her kommer en jeg hørte da jeg var teenager:
Enhver er sin egen cykelsmed nærmest (må være en sammentrækning af enhver er sig selv nærmest og enhver er sin egen lykkes smed).
Eller sprogekvilibristen over dem alle, Amalie Szigethy, som har sagt: De to var kop og kande!
Min mand Danny er tømrer, og arbejder for tiden med at renovere boligforeningshuse her i Esbjerg. I formiddags skrev han til mig på sms, at han var et sted, hvor der boede en mor og en datter på Emmas alder, dvs. omkring 7-8 år. Der var ingen gulve eller gulvtæpper, kun spånplader som gulv. Danny kunne konstatere at pigen ikke havde ret meget legetøj. “Hun har for mindre legetøj end hvad Bertrams flyverdragt til næste år har kostet”, som han skrev. Den gav vi 400 kr. for! Senere på dagen kom pigen cyklende hjem fra skole eller SFO, og han hjalp hende med at få cyklen på plads, da de spærrede meget af pladsen med deres renovering. Cyklen var gammel med en hullet og slidt sadel.
Det skar i hans hjerte at se en piges hverdag være sådan, især når man selv har en pige på den alder som ikke mangler noget. Vi kom til at snakke om hvordan man hjælper, for det får man jo lyst til. Der er jo ingen der kender familiens historie, og måske har pigen ikke så mange ting, men stadigvæk et liv fyldt med kærlighed og masser af omsorg, som bare ikke viser sig i materielle goder. Han ville jo heller ikke gøre pigen eller familien forlegen med sin hjælp.
Efter flere muligheder blev luftet, blev vi enige om at spørge Emma, om hun måske havde en Barbie-dukke, som hun ikke legede med så meget mere. Hun har nok omkring 15 stk., så det var ikke svært for hende at finde en fin dukke, især når hun vidste hvad den skulle bruges til. Tøjet blev også skiftet på den, for pigen skulle helt sikkert have en med en flot kjole på. Så enden på det hele blev, at Danny tager dukken med i morgen til pigen, og så må han se hvad hun siger til at få den fra en anden 8-årig pige, som hun slet ikke kender, men som sagtens kan undvære en enkelt dukke, hvis hun synes hun kan bruge den.
Update 28.03.14: Danny valgte at lægge dukken i familiens postkasse for ikke at gøre nogen forlegne. Han hverken spurgte eller hørte noget indtil i dag, hvor han hjalp pigen med at få cyklen ud da hun skulle i skole,og pigen glad fortalte, at i dag var det legetøjsdag i skolen, og hun havde fået en ny Barbie-dukke, hun kunne tage med. Måske er det den Danny havde med, måske ikke. Men det er en rar tanke, hvis det er.
Tilfældigt blev jeg anbefalet at følge Laurie Kilmartin på Twitter, en komiker fra USA. Hun var flyttet med sin 83 år gamle far, der var døende af lungecancer, på hospice i selskab med hendes søster og mor, og hun havde bestemt sig for tweete stort og småt fra denne specielle og hårde situation, både lige før og efter hans død. Det er der kommet nogle sarkastiske, sorthumoristiske og rørende tweets ud af, som selvfølgelig gav en masse ekstra followers, inkl. mig selv.
Her er nogle eksempler:
I want to be here for his last breath, by I really have to pee”
#deathbedProblems
Mom just told Dad “I love you, hon” while stepping on and cutting off his oxygen supply. This is their marriage in a nutshell.
Priest stopping by tomorrow. Not to self, hide son.
Three visitors in af row left Dad’s bedside in tears. Pussies.
As Dad’s body is shutting down, Mom’s mouth is just getting started.
Mom just grumbles, “I suppose they’ll want the morphine back”
Man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet af de fleste af dem. Som jeg husker de situationer, så bliver man også nødt til at lette stemningen nogle gange. Når jeg tænker tilbage på min storebror, så var han god til at se det hele fra den humoristiske side, selvom der også kunne være få mørke stunder. Men stor respekt til hende her Kilmartin for at have overskudet til at dele hendes tanker, påfund og skæve vinkler med resten af verdenen. Måske var det hendes middel til at komme igennem det hele.
